Ytringsfrihed Essay Examples

De seneste 10 års debat om ytringsfriheden er her i landet blevet polariseret, splittet og politiseret i en sjælden grad, fordi vi har glemt, at ytringsfriheden er et princip og ikke et bekvemmelighedsflag.

For at forstå den pointe må vi gå tilbage i vores egen historie. Kun derved kan vi håbe at se ytringsfriheden i et klarere lys, der forhåbentligt kan forene langt de fleste danskere om denne friheds værdi, uanset hvor store meningsforskelle man i øvrigt måtte have. Og i den forbindelse er september en velvalgt måned, da den har spillet en særlig rolle i ytringsfrihedens danske historie.

Det var 14. september 1770, at Struensee med ét ophævede censuren. Men det var også den 27. september 1799, at kronprins Frederik indførte Trykkefrihedsforordningen, der satte et endeligt punktum for 15-20 års livlig debat om bl.a. politiske forhold. Og så var det selvfølgelig i september 2005, at en dansk avis dristede sig til at publicere 12 tegninger, hvoraf visse afbillede profeten Muhammed, hvilket affødte hidsig debat om ytringsfrihedens grænser. Men debatten om ytringsfriheden begynder og slutter ikke med nogle tegninger i Jyllands-Posten eller tonen i debatten de seneste 20 år. Vi skal langt længere tilbage.

I anden halvdel af 1700-tallet kunne nye tanker fra oplysningstiden ikke holdes ude af riget, og med Struensee blev den omfattende censur med ét afskaffet. Efter Struensees fald blev der dog igen slået ned på trykkefriheden med et reskript fra 1773, der forbød aviser at trykke »fornærmeligt eller uanstændigt« indhold.

Jurist og debattør får Jyllands-Postens ytringsfrihedspris

I 1784 tog kronprins Frederik magten og mildere vinde blæste ind over den danske debat. Men "skrivefrækheden" greb om sig, og da den franske revolution blev til terror, vendte udviklingen igen. I 1799 indførtes Trykkefrihedsforordningen, der kraftigt indskrænkede ytringsfriheden og indførte nidkær kontrol med udgivere.

Når man har fulgt den danske debat om ytringsfrihed vil fortalen til Trykkefrihedsforordningen virke sært bekendt. Først får vi at vide, at kongen ønsker at beskytte »Trykkefriheden, fordi Han anseer denne, som det virksomste Middel, til at udbrede Oplysning og almeennyttige Kundskaber iblandt alle Borger-Klasser«.

»MEN, ved ubegrændset Frihed, maatte Pressen blive allehaande uædle Lidenskabers Verktøi, til skadelige Følger«.

Derfor måtte kongen »sætte Skranker for dens Misbruge«, så man kunne undgå at »ildesindede personer dagligen antaste og forhaane alt hvad der, i ethvert Borgersamfund, er helligt og agtbart«.

Vi ser altså, at ytringsfrihed, men i virkeligheden er en stærkt elitær position, med udgangspunkt i den oplyste enevælde, hvor frihed kun er et gode, så længe den bruges på en måde, der behager magten.

Skulle Trykkefrihedsforordningen skrives i dag, ville der givetvis stå noget med, at ytringsfrihed er godt, men at denne frihed skal bruges "med omtanke" og "anstændighed".

Selv med grundlovens indførelse sluttede epoken med "ytringsfrihed, men" ikke. Med Arbejderbevægelsens opståen i 1870'erne indledtes en egentlig politisk forfølgelse af dens ledere som Louis Pio, Harald Brix og Geleff, der måtte tilbringe flere år bag tremmer.

 I 1876 blev Brix idømt 4 års fængsel for i satirebladet Ravnen bl.a. at have trykt en karikaturtegning, hvor en fangevogter, der havde en klar lighed med kongen, ser ind i en celle, hvor retfærdighedens gudinde Justitia sidder med en iturevet grundlov. Under billedet havde Brix udfærdiget et digt i tre vers, som bl.a. indeholdt følgende strofer:

»I Danmark ser friheden sorgfuld ud. En grundlov stjal man fra folket. Ved den, vi nu har "en laset klud" blev retten kun skævt fortolket«.

Domstolene lagde bl.a. vægt på, at Brix havde gjort grin med kongen, at have haft til hensigt at »udbrede misnøje med, ringeagt for og had til det bestående« og spot mod religionslærdommene.

I et frit samfund må vi alle tåle at blive konfronteret med idéer, som vi finder underlødige eller krænkende. Ytringsfriheden er derfor en kontinuerlig fordring til os alle om ikke at lade sig tillokke af den livsfarlige fristelse til at sætte foden ned der, hvor det gør ondt på os selv.

Under den såkaldte provisorietid udstedte Estrups regering et provisorisk straffelovstillæg, der skulle ramme de »agitatoriske Udskejelser, som bringer den offentlige Orden og Sikkerhed i øjensynlig fare«. Den provisoriske straffelov skulle give anledning til en stribe af sager mod politiske modstandere. Bl.a. idømte Højesteret socialdemokraten V. Holst tre måneders simpelt fængsel for udtalelser om »det reaktionære, slyngelagtige Højreparti«, bestående af »politiske slyngler«, og om »det trælleåg, som Godsejerstanden vil paalægge os«. Ifølge Højesteret havde Holst dermed fremkaldt had og forbitrelse blandt befolkningsgrupper og fremsat en forvansket fremstilling af landets retspleje.

Også emner som blasfemi og sædelighed blev ramt af retsvæsnet. I 1890 blev Gustav Wied idømt 14 dages fængsel for at have skrevet historien "De unge og de gamle", som Højesteret fandt at være af »saa smudsig Beskaffenhed, at Skildringen maa betegnes som utugtig«.

Året efter blev Ernst Brandes af Højesteret fundet skyldig i blasfemi for at have trykt en anmeldelse skrevet (anonymt) af Henrik Pontoppidan i Kjøbenhavns Børs-Tidende. Selvom sagen blev ført mod Brandes, kaldte anklageren Pontoppidan for »en Specialist i Behandlingen af slibrige Emner, navnlig saadanne, der behandler kønslige Forhold, og han gør det i en letfærdig og fri Tone«.

  I anmeldelsen af bogen "Messias" havde Pontoppidan bl.a. skrevet, om mon ikke Jesus »frejdigt delte Livets Glæder sammen med sine Tilhængere? ... Bekendt er det jo ogsaa, at han yndede at omgive sig med Kvinder. Tyder dette ikke paa, at han var en sprudlende livskraftig Natur«, hvilket var at gå for vidt.

Vi skal altså ikke grave langt i vores egen historie for at finde eksempler på, at lovbestemmelser rettet mod "had" og "forhånelse" er blevet brugt til, hvad vi i dag vil kalde helt uacceptable begrænsninger af ytringsfriheden.

Begrænsninger, der ramte folk, som vi nu hylder som store kulturpersonligheder og politiske pionerer, der har bevæget vores samfund fremad. Og mens mange i datiden blev bestyrtede og anså ytringerne som en trussel mod samfundets sammenhængskraft og den sociale fred, var der i virkeligheden kun tale om en trussel mod visse samfundsgruppers fastlåste forestillinger og den magtposition, som disse forestillinger hvilede på.

Det vil være en farlig form for hybris, hvis vi i dag bilder os selv ind, at historien er så fremskreden, at vi - eller rettere bestemte samfundslag - objektivt og autoritativt kan udlægge grænser for, hvad der er "relevant" eller "sagligt", og hvad der er "uanstændigt", "misbrug" eller "uden omtanke".

I et frit samfund må vi alle tåle at blive konfronteret med idéer, som vi finder underlødige eller krænkende. Ytringsfriheden er derfor en kontinuerlig fordring til os alle om ikke at lade sig tillokke af den livsfarlige fristelse til at sætte foden ned der, hvor det gør ondt på os selv. For som ytringsfrihedens danske historie har vist os, kan fremskridt meget hurtigt blive rullet tilbage, og selv om vi måske i dag føler os på sikker grund, kan vi aldrig tillade os at tage den frihed for givet.

Hvem havde for et årti siden siden troet, at dansk politi ville konfiskere tibetanske flag fra fredelige demonstranter, at en ny offentlighedslov ville lukke adgangen til magtens korridorer, at terrorlovgivning ville ramme så bredt som nu, at skolelærere og bladtegnere kræver forbud mod karikaturtegninger, og at journalister skal leve med livvagter?

Som danskere tilhører vi den lille minoritet af kun 14 pct. af verdens befolkning, der har en fri presse.

Alene ved et principfast forsvar for ytringsfriheden kan vi fastholde den lykkelige position.

Uddrag

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres. Sådan står det skrevet i grundloven, § 77.
Oversat til lettere dansk, står der, at alle borgere i Danmark har lov og ret til at udtrykke det, de vil. Man skal bare selv tage ansvaret for det man siger eller skriver, da lovgivningen sætter grænser for hvad man som person kan tillade sig at skrive og sige offentligt.
Det er efter min mening vigtigt, at ethvert menneske får lov til at sige og vise sin mening. Hvis ikke man må ytre sig og kritisere, mister vi noget meget vigtigt. Nemlig den debat, som hele tiden gør os klogere, og flytter vores holdninger og værdier.
Uden ytringsfriheden, vil hele samfundet gå i stå. Vi vil stoppe med at udvikle os selv og samfundet inden for nogle områder, fordi vi ikke giver vores mening til kende, og fordi vi ikke tager ved lære af andre folks meninger. Og det vil efter min mening være forfærdeligt – faktisk en katastrofe."... Køb adgang for at læse mereAllerede medlem? Log ind

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *